Anuradhapura

Anuradhapura er en by, hvis rødder går tilbage til det antikke Sri Lanka, og de første optegnelser kan dateres til ca. 900 år før Kristi fødsel. Anuradhapura, som i dag er hovedstad i Sri Lankas nord-centrale provins (North Central Province), er på UNESCO World Heritage List (UNESCOs Verdensarvsliste). Sagnet om den hellige by er, at den blev etableret omkring en aflægger af ”Oplysningens Træ”, som var Buddhas figentræ.

Efter en godt 4 timer og 200 kilometers køretur fra Colombo, er vi ankommet til Anuradhapura, og rammes med det samme af et historisk vingesus. Det er næsten som, at komme gennem en port til fortiden, når vi kører fra den nye bydel til Anuradhapuras antikke område. Fra gadens travlhed til historiens stilhed. Hér kan vi nemt bruge et par dage.

Sri Maha Bodhiya – træet og templet

Som det første sætter vi kurs mod Sri Maha Bodhiya for, at se det sagnomspundne ”Oplysningens Træ”, eller rettere aflæggeren, som blev smuglet til Anuradhapura af nonnen Sanghamittra (Kong Asokas datter) 288 år før Kristi fødsel. Træet er med sine over 2.000 år det ældste plantede træ i verden, og man får hurtigt fornemmelsen af, at det gemmer på mange spændende historier. Det enorme træs mange lange grene truer med, at knække, hvis det ikke var fordi de elegant bliver holdt oppe af guldbelagte støtter, og rundt omkring ses grupper af hvidklædte buddhister, der tilbeder træets helligdom.

Sri Maha Bodhiya - træet og templet
Sri Maha Bodhiya – træet og templet – ”Oplysningens Træ”.

Sri Maha Bodhiya templet regnes, specielt på grund af Buddhas træ, som det næst helligste sted på Sri Lanka. De mange munke og tilbedere skaber en travl atmosfære i og omkring templet, hvor blomstrende offergaver og flag giver farvespil mod templets hvide mure. Det er et sted, der bare skal ses og opleves.

Jetavanarama Dagoba

Fra ”Oplysningens Træ” er der ikke langt til den Jetavanarama Dagoba, som er en af Anuradhapuras fem mægtige stupaer, der majestætisk og mytisk rejser sig mod himlen. Et øjeblik står vi med tilbageholdt åndedræt, for det føles som om tiden har været gået i stå siden det 3. århundrede, hvor Jetavanarama stupaen blev opført. Ved siden af ligger ruinerne af et kloster, der dengang husede 3.000 munke.

Jetavanarama Dagoba
Jetavanarama Dagoba

Bortset fra ruinerne virker området næsten uberørt, og vi fornemmer hvordan munkene i stilhed har badet i den kunstnerisk udhuggede dam, hvor en trappe fører direkte ned i vandet. Jetavanarama Dagoba står som et 70 meter højt monument og vogter over en tid som engang var, men selv i dag er det et vigtigt helligt område.

Abhayagiri Monastery

Et af de helligste buddhistiske områder er Abhayagiri klosterets ruiner. Klosteret husede 5.000 munke tilbage i det andet århundrede efter Kristi fødsel. Der er tale om et stort kompleks med de sirligt og kunstnerisk udskårne tvillingedamme, som fortsat står som var de i brug. De er et af de mest besøgte steder i Anuradhapura. Som vi går gennem området, virker det umiddelbart tilgroet og jungleagtigt, men ruinerne står synlige, hvor vi kommer frem. Midt i komplekset står Abhayagiri Dagobaen, som et 75 meter højt vartegn. Det er et imponerende syn, og i modsætning til andre stupaer er denne bevokset, så den næsten minder om en kæmpe høj.

Abhayagiri Monastery
Abhayagiri Monastery
Inde på området må du ikke have sko på - sådan er det altid. I 40+ grader er det ikke sjovt at gå rund på jorden i bartær.
Inde på området må du ikke have sko på – sådan er det altid. I 40+ grader er det ikke sjovt at gå rund på jorden i bartær.

Abhayagiri klosterets område er stort og det er svært ikke, at blive grebet af den historiske og betydningsfulde stemning. Det er efterhånden også blevet varmt, så vi finder Moonstone udskæringerne, hvor der er lidt skygge og mere svalt. Moonstone (månesten) er stenudskæringer og disse hører til de fineste og mest kunstneriske i Sri Lanka. De findes i ruinerne af en munkeskole fra det niende århundrede, og der går konkurrence i, hvem der kan finde flest dyrearter i udskæringerne.

Moonstone
Moonstone

Ikke langt fra Moonstone udskæringerne finder vi frem til Ratnaprasadas Guardstones, som er de flotteste og bedst bevarede i Sri Lanka. Munkene i Ratnaprasada klosteret gav ly til mennesker, der var kommet i unåde hos myndighederne, og klosteret blev beskyttet af disse guardstones.

Vi afslutter vores tur rundt i det store Abhayagiri kompleks med at se Samadhi Buddha, som er en statue af den mediterende Buddha. Samadhi Buddha er fra det fjerde århundrede og regnes for en af de fineste Buddha statuer i Sri Lanka. Den er sandsynligvis også en af de mest besøgte og fotograferede. Selvom det ikke er den mest detaljerige statue af Buddha, så udstråler den på forunderlig vis mere ro og fred end andre.

Ruwanwelisaya Dagoba

Vi kan ikke komme udenom, at besøge den store hvide stupa Ruwanwelisaya Dagoba, og vi bliver budt velkommen af hundrede udskårne elefanter, som står skulder ved skulder og danner en mur rundt om stupaen. Stedet emmer af aktivitet, og turister blander sig med bedende Sri Lankanere og buddhistiske munke på en forunderlig måde. På den ene side føles det som om, vi er en naturlig del af det der foregår. På den anden side føler vi os som tilskuere til en anden verden, som venligt og positivt byder os velkommen.

Ruwanwelisaya Dagoba
Ruwanwelisaya Dagoba

Ruwanwelisaya Dagoba rager 55 meter i vejret, og er en af de stupaer, der ses på Anuradhapuras horisont. Den blev opført omkring 140 år før Kristi fødsel, men på grund af tidligere ødelæggelser, er den blevet restaureret og har ikke den originale form mere. I området omkring stupaen findes spor af ruiner og damme, og føles nærmest som et grønt åndehul, hvor vi sagtens kunne have været blevet i flere timer.

Hotel i Anuradhapura, mad og drikke

Der er mange gode overnatningsmuligheder i Anuradhapura, og de findes i prisklasser efter enhver pengepung. På grund af det stigende antal besøgende til Anuradhapura, bygges der jævnligt nye hoteller og andre overnatningsmuligheder. Se hotellerne her.

Der er ikke det helt store udbud af spisesteder udover hotellets restaurant. Der er et par steder, hvor man kan få god mad og det er ikke utænkeligt, at der i fremtiden opstår nye muligheder på grund af den øgede interesse for Anuradhapura.

Da det ikke er acceptabelt at drikke alkohol offentligt i Sri Lanka findes der ikke mange barer eller pubber. På nogle af hotellerne er der dog en bar, som kan benyttes af gæsterne. Derudover findes der et par butikker i den nye bydel, der sælger spiritus.

Spørgsmål og erfaringer med Anuradhapura

Har du besøg Anuradhapura må du meget gerne smide en kommentar, så andre kan få glæde af dine erfaringer og læse om fordele/ulemper ved stedet. Du er også velkommen til, at stille spørgsmål om Anuradhapura via nedenstående kommentarfelt.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

×

Jeg kan hjælpe med at planlægge din rejse - Få en rejseplan inkl. privatchauffør - Helt uforpligtende Kontakt mig her
Scroll to Top