Rundtur på Sri Lanka – med mand og tre børn

Tilbage i marts 2014 skrev Alice til mig og spurgte om feedback/indput til deres rundrejse på Sri Lanka. De skulle være afsted i 21 dage og ville gerne have en privatchauffør. Jeg kom med mine kommentar til turen og henviste til den chauffør vi selv havde brugt.

Alice, hendes mand og 3 børn, er nu hjemme fra en super dejlig rundrejse og har sendt mig nedenstående beskrivelse af turen. Alice og familien havde ikke booket alle hotellerne på forhånd (som vi havde) og det gør beskrivelsen mere interessant.

Jeg giver hermed ordet til Alice:

Alices og familien på rundtur på Sri Lanka

Vi er tilbage i Danmark efter en skøn tur til Sri Lanka (og lidt Dubai). Du får lige en beretning fra vores tur, så du kan længes tilbage 🙂

Vi var rigtigt glade for at have Anthony som chauffør, og bilen var god og rummelig. Hvor er det skønt at kunne nyde turen uden bekymringer om, hvordan man finder rundt og med en lokal guide til at forklare og fortælle om det man ser.  Han viste os en hel del, som vi aldrig selv havde fundet.

Vi har nydt at være afsted med drenge der er så gamle – 7, 13 og 17 – at man kan prøve det hele – inkl. snorkling og sene sengetider.

Direkte til Sigiryia

Turen blev nogenlunde som beskrevet i den plan, som står i min tidligere mail. Dog tog vi direkte til Sigiryia, så vi endte med at have fire overnatninger i alt. Først et lidt tilfældigt sted, som Anthony kendte. Ikke noget at skrive hjem om, men der var rent og vi fik god curry.

Hjemmefra havde vi booket tre overnatninger på et nyt luksusresort – Alyia. Det var smagfuldt, lækkert og med en stor infinity pool med udsigt til løveklippen. Priserne stiger med garanti, når stedet får etableret sig i markedet. Selve løveklippet snød vi faktisk for. I stedet kravlede vi op på den nærliggende klippe med ligeså smuk udsigt. Det kostede nemlig kun 300 rupees i stedet for 30 dollars. Entreerne tager jo noget ved på hovedattraktionerne.

Vi var på elefantsafari og fik virkelig set elefanter. Adskillige flokke og mindst 200 individuelle dyr.

Elefanter

Trincomalee og de skønne strande nord på

Næste stop var Trincomalee. Vi boede ved Nilavelli stranden i tre dage. Her havde jeg også en bookning hjemmefra, da der ikke er så mange steder og det er højsæson. Det var nogle af de dyrere overnatninger og standarden kunne ikke helt leve op til det, men det var nu heller ikke dårligt. Der er godt nok også fredeligt på den strand. Faktisk er der mere liv på Uppuvelli, hvor vi spiste de to aftner. Aftensmaden hjemme på High Park den første aften havde vi ikke lyst til at gentage. Det var faktisk turens dårligste måltid.

Trincomalee

Vi badede og snorklede ved Pigeon Island. Desværre hilste jeg på revet med ben og arme med store rifter som resultat. Den ekstra sikkerhed jeg troede vi betalte for hos den etablerede dykkerskole på vores hotel var ikke eksisterende. Vi kunne ligeså godt have taget den lokale båd, som Anthony fandt til halv pris, og da vi selv havde både svømme og drykkerbriller med, var det ikke nødvendigt med deres “udstyr”. Alt i alt var det dog sjovt at prøve.

Kandy og højlandet

Herefter gik turen til Kandy, hvor vi igen boede på et helt nyt og lækkert hotel. Denne gang booket på nettet dagen før. Vi fik den fedeste buffet med en overdådig desert afdeling. Min mand og jeg fik set den flotte botaniske have, mens drengene var hjemme på hotellet med ipad og pc. Igen en fordel at have store drenge med på tur! Vi så alle danseshowet og var derefter i templet til aften puja. Det var rigtigt spændende og anderledes, selv om vi delte oplevelsen med mange andre turister.Højlandet

Fra Kandy havde jeg regnet med, at vi skulle med tog videre. Efter råd fra Anthony kørte vi dog videre og nøjedes med en kortere togtur fra Ella til Haputale lidt senere. Det var rigtigt fint. Nuwara Eliya får ligeså dårlige karakterer fra os. Vi endte på et skodhotel, som snød – prisen var lige pludselig pr. værelse frem for samlet pris for to værelser, som vi havde aftalt mundtligt. Der var koldt og klamt! Jeg tror vi skulle have taget Hill Club, som jeg fravalgte, fordi det lød lidt for snobbet til os. Det havde været billigere end det vi endte med at betale. Men hvor var turen smuk derop og videre igen dagen efter.

Ella var stedet for de næste par dage. Skøn stemning, tilpas temperatur og smuk udsigt fra værelset til Ella Gap. Vi boede på et endnu ikke færdigt hotel, men værelserne var super lækre og prisen god. Og så fik vi dejlig morgenmad på tagterrassen med den helt fantastisk udsigt. Denne gang var vi mere nøjeregnende med at findet et godt sted og så også et par andre steder. Vi vandrede lidt, var på tog og bustur til Haputale og slappede af.

Strand, myg og morgen safari i Yala

Yala - BjørnDe næste par nætter var i Kirinda Beach, hvor jeg på forhånd havde booket en hytte på et strandresort med pool. Der var dejligt, men første nat delte vi med lidt for mange myg. Vi havde ikke styr på, at nettet skulle ind under madrassen, men det fik vi lært. Vi havde en fin morgensafari til Yala Nationalpark, hvor leoparderne blev i buskene, men vi fik set en bjørn tæt på og en masse andre dyr og fugle.

 

Om aftenen var vi til puja i Katagarama. Det var et af højdepunkterne, for der var tusinder lokale mens turisterne kunne tælles på et par hænder. Og igen med Anthony som guide til alt det fremmedartede. Theis på syv gik endda ind under en elefant – en af de lokale skikke, som skal vise at man er en stor og sej dreng. Han fik bagefter adskillige anerkendende niv i kinderne af de lokale damer.

Mirissa Beach – “Bounty paradis”

Vi fortsatte til Mirissa Beach, hvor min svoger tidligere har været med sin familie. Han havde beskrevet det som det mest bounty agtige sted, som de havde besøgt. Og han havde ret! Selv om det er lavsæson/monsun kunne man sagtens bade. Der var ret store og sjove bølger, men uden at det var for meget. Anthony foreslog Mirissa Beach Resort, som havde strandens bedste beliggenhed – en have der går over i strand og ca. fem meter fra døren til stranden. Og så var der en skøn pool man kunne slappe af i, når man blev træt af bølgerne. Vi var der kun i 24 timer, men det var fint. Vi gider nemlig ikke rigtigt ligge ved stranden. Drengene nåede alligevel at bade i tre omgange.

Mirissa Beach

Colombo, afsked og hjemtur

Sidste nat var heller ikke booket på forhånd. Jeg havde egentlig ikke den store fidus til selve Colombo, men drengene ville meget gerne sove her og opleve storbyen. Vi boede på et nyt Best Western hotel. Denne gang kun 23 dage gammelt. Det kunne ligge i hvilken som helst by i verden, men det var vigtigt med en god nats søvn inden vi skulle flyve to nætter i træk. Anthony tog hjem til familien, så sidste døgn var vi for os selv. Vi testede de lokale busser og glædede os over, at vi havde haft chauffør alle de andre dage! Det blev mest til lidt shopping. Nationalmuseet var desværre lukket, fordi det var helligdag.

Anthony kom på hotellet og hentede os og kørte os i lufthavnen, hvorefter vi sagde farvel og tak for den gode tur. Den levede helt op til forventningerne. Ikke mindst det med at man kan få så mange forskellige oplevelser med korte rejseafstande og i et smukt og fremmedartet land. Det er også sjovt at se så mange forskellige dyr. Desuden har vi boet flere lækre steder med en bedre service end vi normalt er villige til at betale for i Europa.

I øvrig tror jeg faktisk at vejene bare siden sidste sommer er blevet forbedret mange steder. Der er bl.a. lige åbnet en ekspres motorvej fra Colombo til lufthavnen. Generelt var vejen næsten alle steder i god stand. Trafikken ligner dog ikke helt DK….

Dubai havde vi brugt de første tre dage på. Det var fint – og varmt.  På vej hjem blev det til knapt et døgn igen – ret intensiv shopping, så vi kunne udnytte baggage rationen 🙂

________________________________

Jeg siger mange tak til Alice for, at dele hendes/deres oplevelser om Sri Lanka. Har du været på Sri Lanka og ønsker du at dele dine oplevelser – så tøv ikke med at kontakte mig.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

×

Jeg kan hjælpe med at planlægge din rejse - Få en rejseplan inkl. privatchauffør - Helt uforpligtende Kontakt mig her
Scroll to Top