Et af Sri Lankas store højdepunkter er den gamle bro Nine Arch Bridge. Broen er det sted i Sri Lanka som siges at være blevet fotograferet flest gange, og ser man nærmere på den gamle imponerende bro forstår man godt hvorfor.

Nine Arch Bridge er omkring 24 meter høj og måler omkring 90 meter. Den er flot placeret i Sri Lankas smukke og frodige landskab, midt i junglen blandt gamle teplantager. Under skinnerne ses de 9 højtragende buer, hvoraf navnet på broen stammer fra.

Det særlige ved broen er at den er skabt helt uden brug af jern og stål, da disse metaller siges at være blevet brugt under 1. Verdenskrig. Alene af den grund består Nine Arch Bridge kun af sten, træ og store cementblokke, hvilket blot er med til at gøre broen endnu mere imponerende.

Det er muligt at komme hen til Nine Arch Bridge på flere måder. Den smukkeste og den mest almindelige måde er med tog, hvor man kan sidde med benene hængende ud af togdøren og nyde synet som langsomt passere forbi.

En anden mulighed er til fods, hvor man kører med tog det første stykke. Man kan stå af på den nærliggende station i Ella, og derefter gå til fods hen til Nine Arch Bridge. Når du går på skinnerne imod broen, er det vigtigt at være opmærksom på om der kommer et tog. Det kører dog ikke særlig stærkt, og derfor kan du hurtigt springe i sikkerhed hvis det skulle komme. Mange af skinnerne er beklædt med højt græs, hvor der nemt kan være igler og andet kryb gemt, det er derfor en god ide kun at gå på de højtliggende sveller. En god ide er derfor at iføre sig et par gode vandrestøvler eller et par gode sportssko, for ikke at blive bidt, men også for at kunne stå fast hvis svellerne er våde.

Vælger du at gå hele vejen imod Nine Arch Bridge til fods, vil du garanteret blive mødt af mange turister og lokale på din vej, der ligesom dig også nyder den fantastiske tur gennem den smukke jungle.

Vil du gerne fotografere eller lave videoer uden at mennesker er med i baggrunden. Så er det en god ide at ankomme meget tidligt på morgenen, helst inden solopgang eller omkring solnedgang. Disse tidspunkter er gode for at undgå de største menneskemængder, men også for at få den bedste belysning til dine billeder.

Toget passerer broen 6 gange i døgnet. Der findes dog ikke faste tidspunkter, som vi kender det i Danmark, men toget burde køre forbi 1 gang i timen. Vil man gerne bo i nærheden af Nine Arch Bridge, findes der mange små gæstehuse hvor det er muligt at leje et lille værelse med udsigt til den gamle bro.

 

Author

Write A Comment